Pressemeddelelse - 28.04.2025
Innovation Living Group sikrer fremtiden for traditionsrige Hestbæk
Innovation Living Group overtager det klassiske danske møbelbrand Hestbæk fra Trekanten-Hestbæk A/S. Med dette strategiske opkøb sikres fortsat produktion af de velkendte sovesofaer, som i over 50 år har været synonym med kvalitet, funktionalitet og stilrent dansk design.
Respekt for designarven – styrket med ny energi
Hestbæk-brandet fortsætter som selvstændigt varemærke i Innovation Living Groups voksende portefølje, der også inkluderer Innovation Living A/S, Tenksom og Scandinavian Upholstery. Fremover produceres og serviceres Hestbæk-modellerne på Innovation Livings egne faciliteter, hvor man vil sikre, at produkterne fastholder deres oprindelige identitet og høje kvalitetsniveau.
CEO Morten Lind udtaler:
”Vi er stolte over at kunne videreføre Hestbæk med respekt for brandets arv og kundernes forventninger. Vi fastholder alle kvaliteterne i design og komfort, samtidig med at vi tilfører vores kompetencer og ressourcer, som vil styrke brandets position fremadrettet.”
Opdaterede klassikere præsenteres på Messe C
På Messe C præsenteres det nye, videreførte sortiment for første gang. De ikoniske Hestbæk-modeller introduceres med enkelte opdateringer, såsom forbedret sengekomfort med sengepose som standard og en optimeret rammekonstruktion. Alle forbedringer er udført med respekt for Hestbæks klassiske designtradition.
Forbedret support til forhandlere
Innovation Living Group investerer samtidig i en styrket forhandlersupport med etablering af en professionel billedbank. Dette skal gøre det nemmere for forhandlere at præsentere Hestbæk-sortimentet optimalt overfor potentielle kunder.
Innovation Living Group glæder sig til at videreudvikle samarbejdet med eksisterende og nye kunder, og til fortsat at være garant for dansk møbelhåndværk af høj kvalitet.
Yderligere information:
CEO Morten Lind
Mobil: 40 80 24 04